Almisser og fattigkasse

Sammen med kirkens ejendom overgik ansvaret for de fattige ved reformationen til den verdslige øvrighed, men kirken fortsatte med at være dybt involveret i de praktiske aspekter af fattighjælpen, herunder dens indsamling og uddeling. I Sct. Petri kirke i Malmø hænger en fattigtavle, der giver et sjældent indblik i almissernes form og funktion efter reformationen.

10.07.2017 | Nina Koefoed

Fattigtavlen i Sct. Petri kirken i Malmø er usædvanlig både i kraft af sin størrelse og i form af sin uddifferentiering af de grupper, der kunne gives almisser til. Samtidig er den et vidnesbyrd om samarbejde mellem kirke og verdslig øvrighed inden for fattighjælpen (Foto: Helle Poulsen).

Under fattigtavlen stod en fattigkiste, der ligesom fattigtavlen havde fire muligheder for donation.(Foto: Helle Poulsen).

Centralisering af fattighjælpen
Indsamling og uddeling af fattighjælp blev centraliseret med reformationen. Det var et karakteristisk træk ved de evangeliske kirkeordninger, at fattighjælpen blev samlet i én fattigkasse, som præsten havde ansvaret for at distribueret til de værdigt trængende efter behov og fortjeneste. Almisser var ikke længere en form for aflad, der blev givet for at opnå personlig frelse. Almisser var en næstekærlig gerning, givet for at hjælpe næsten i nød. Og almisserne skulle ikke gives vilkårligt. Den enkelte almissegiver kunne ikke vurdere årsagen til trangen hos næsten, derfor skulle almisserne ikke gives personligt, men gennem fattigkassen i kirken. Herfra kunne præsten sikre at de blev fordelt hensigtsmæssigt og til de rigtige.

Fattigtavlen i Sct. Petri kirke, Malmø
Fattigtavlen fra Sct. Petri kirken i Malmø og den tilhørende fattigkiste, viser kirkens funktion som det sted hvor almisser blev samlet ind. Tavlen viser imidlertid også at der ind imellem var rum for at den enkelte kunne prioritere sine almisser, i hvert fald hos det svenske broderfolk. Den store fattigtavle er dateret 1717, og blev formentlig opsat af Karl 12 på et kritisk tidspunkt under store Nordiske Krig. Krigen gav i sagens natur et øget behovet for almisser, men også for at den svenske konge kunne fremstå som en alfaderlig konge, der havde sine undersåtters behov på sinde. Af tavlens påskrift fremgår at den er opsat mens Karl 12 var i Lund med sin hær.

De værdigt trængende
Fattigtavlen definerede de fire gruppe af værdigt trængende man kunne give til. Almisserne i den første gruppe tilfaldt kirken, i den næste hospitalet, så kom enkerne og til sidst de umyndige børn. Almisser til hver gruppe blev motiveret med skriftsteder fra bibel i kolonnen nedenunder. Og under fattigtavlen stod en fattigkiste med fire tilsvarende muligheder for donation. De fire grupper som almisserne tilfaldt, var de grupper som både Luther og andre Wittenbergteologer, havde betragtet som værdigt trængende. Det var kongens ansvar at sikre at de blev forsørget – men det kunne meget vel ske gennem almisser, som den lokale befolkning blev opfordret til at give til trængende medborgere. Det vides ikke om kisten også er opdelt i fire rum indvendigt.

Videnudveksling