For et træ er der håb” - om Luthertræer og andre levende minder

Lutherdommen har efterhånden fået mange mindesmærker. Nogle af dem er levende. Som Lutheregen i Wittenberg.

17.07.2017 | Carsten Bach-Nielsen

Lutheregen i Grossschönau i Oberlausitz.

Lutheregen i Wittenberg
I Wittenberg uden for Elstertor står et særligt træ, nemlig Lutheregen. Det er plantet som minde om Luther, der her på dette sted i 1520 brændte bandtrusselsbullen og kirkeretten, hvormed han kastede kirken ud i flere hundrede års kaos. Træet stod der frem til Napoleons ankomst. Det stod i vejen, da han raserede byen, der fik svært ved at komme til hægterne ved reformationsjubilæet i 1817. Som udtryk for håbet om et nyt nationalt Tyskland genplantedes træet. Egen var nu blevet symbol på Tyskland, det urtyske, mytologiske træ. De liberale studenter bar egegrene med sig under deres Wartburgfest i 1817, der skulle betegne opgøret med alt det gamle og reaktionære. For et træ er der håb. For lutherdommen og dens frihedsparole var der sandelig også håb, og at sætte dette et dødt stenmonument lå ikke i det unge Tysklands tanker. Det ville i så fald netop blive alt andet end et levende håb.

Luther og Tysklands genfødsel i 1871
Tyskland blev genfødt som samlet kejserrige den 18. januar 1871, og egeløvet blev officiel bestanddel af den nationale symbolik. Ved 400-året for Luthers fødsel i 1883 gik der en sand bølge af Lutheregeplantning hen over det protestantiske Tyskland. Man holdt sig dog ikke udelukkende til egene, for der eksisterer også Lutherlinde og Lutherbøge. Med rødderne i den tyske muld vokser Luther og hans minde således ud i en næsten uendelig fremtid. Træet bærer bud til de unge generationer. Reformatoren måtte dog kæmpe med verdslige konkurrenter, da man også plantede kejserege og Bismarckege – ja, i Slesvig og Holsten sattes endda i slutningen af 1800-tallet de såkaldte dobbeltege, hvis rødder var sammenfiltrede. De skulle udtrykke hertugdømmernes evige udelelighed. Måske derfor er der ingen Lutherege her. Det er der derimod lige på den anden side af grænsen i Lauenburg.

Træer udtrykker håb
Træer udtrykker håb; de ikke blot fasholder et minde, men lader det udvikle sig for kommende generationer. Ved Grundloven af 1915 plantedes Danske Kvinders Eg på Himmelbjerget – og efter Første Slesvigske Krig, 1848-1850 så man en række blodbøge blive plantet på markante steder i Danmark til minde om general Rye og hans mænd, der ofrede deres blod for fædrelandet. Da letbanen i Aarhus blev projekteret, betød det døden for general Ryes store blodbøg på Randersvej ved den nuværende reformationsfarvede, orange, Ingo-tank. Træet fik saven, men Aarhus Kommunes Parkvæsen har lovet at genplante aflæggere fra dette levende – men altså også midlertidigt døde – mindesmærke på mere sikre steder.

Reformationsjubilæets skov af træer
Ved reformationsjubilæet i år kan man se en hel skov af træer mellem Wittenbergs bykerne og jernbanen og ringvejen. Træerne er plantet af evangeliske kirker, byer, stifter og kirker fra hele verden. Også fra Danmark. Haveplanen er udformet som en Lutherrose, der vel egentlig tager sig bedst ud i fugleperspektiv. Nogle af LUMEN-netværkets medlemmer har for nyligt beset denne moderne lutherske lund, der trækker på gamle strategier. De fleste træer, hvoraf en del er eksotiske, klarer sig godt i Tysklands jord. Andre skranter. Det kan jo godt vække en tanke eller to – med hensyn til håbet.

Videnudveksling