Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Intet menneske er en ø – om Martin Luthers forståelse af mennesket

Både sociologi og luthersk teologi hævder, at mennesket er et relationelt væsen, der bliver til i forhold til andre. Men hvilken relation er den grundlæggende for mennesket?

04.10.2015 | Sasja Emilie Mathiasen Stopa

Er mennesket en ø?

“Intet menneske er en ø, en verden for sig; ethvert menneske er et stykke af fastlandet, en del af det hele.” Sådan skrev den engelske digter John Donne i 1624, og siden er strofen blevet et omkvæd for opfattelsen af mennesket som relationelt bestemt. Som den franske sociolog Pierre Bourdieu fastslår, er virkeligheden relationel. For at forstå denne virkelighed analyserer sociologien sociale sammenhænge og systemer ud fra en forestilling om, at mennesket er dets sociale relationer. 

Også Martin Luther forstår mennesket relationelt. I Luthers teologiske menneskeforståelse er mennesket dog ikke primært bestemt af sine sociale og samfundsmæssige relationer, men derimod af sin relation til Gud. Det er et misforstået gudsforhold, der fører Luther i dyb fortvivlelse, og det er en ny forståelse af denne primære relation, der gør Luther til reformator. Det sker, da Luther i sin reformulering af retfærdiggørelsen bryder med enhver forestilling om, at mennesket er ansvarlig for at opretholde et godt forhold til Gud. Mennesket kan ikke gennem forskellige gode gerninger sikre sig en god relation til sin skaber. Det forhold mellem Gud og menneske, der blev ødelagt ved syndefaldet, og som mennesket dagligt ødelægger med sine selvcentrerede handlinger, kan kun Gud genoprette. Og det gør Gud gennem sin søn, Jesus Kristus. Fremfor at være aktiv og handlende i gudsforholdet hævder Luther, at menneskets rolle udelukkende består i at acceptere, at det ikke har sit centrum i sig selv, men modtager sin eksistens fra Gud. Og denne accept og modtagelse udtrykker mennesket gennem lovprisning og tak.

Det modtagende menneske er altså bestemt af sit forhold til giveren, Gud. Men Gud er ifølge Luther også bestemt af sit forhold til mennesket. Luther skelner mellem Gud i sig selv, der er afsondret fra verden, og som ikke kan gennemskues af mennesket, og Gud for os, der skabes i relation til mennesket. I gudsforholdet indtager troen pladsen som afgørende relationel mellembestemmelse, og i overensstemmelse hermed kan Luther fastslå: ”Troen skaber guddommen, ikke i sig selv, men i os.”

For Luther er mennesket således også sine relationer. Mennesket eksisterer udelukkende udenfor sig selv, i Gud og i sin næste. I modsætning til i sociologien er mennesket dog ikke alene bestemt af sine sociale og samfundsmæssige relationer, men derimod først og fremmest af en eksistentiel relation til Gud. Mennesket skabes i sit forhold til Gud og kan på baggrund af dette forhold indtræde i passende relationer til sin omverden. Hvor sociologien finder menneskets horisontale fastland i samfundsstrukturerne, insisterer den lutherske teologi på et fastland, der forankrer mennesket vertikalt i relation til dets skaber og opretholder. Dermed sikres selv det menneske, der er tabt for samfundet og unddrager sig sociale relationer, en afgørende forankring og i sidste ende sin menneskelighed.

Luthers teologi, Sasja Emilie Mathiasen Stopa