Kong Arthur og bonden Dennis – om Monty Python og historieskrivning

Det er let at bruge faste skemaer, når vi læser og skriver reformationshistorie. Men selvom faste skemaer kan virke pædagogiske og fremmende for forståelsen, så rummer de en fare for at forsimple eller endda fejlfortolke historien. En underholdende illustration af sådanne utilsigtede konsekvenser kan findes hos ingen ringere end Monty Python.

01.05.2017 | Eva Krause Jørgensen

Howard Pyles illustration fra 1903 udgaven af The Story of King Arthur and His Knights (Wikipedia commons).

Skemaer i reformationshistorien
Skemaer og modeller kan være forførende, når man skal skrive historie. De giver os en følelse af at kunne skyde genvej i historien; af at kunne sætte historien ind i en let forståelig ramme med klare positioner. Var Reformationen f.eks. et radikalt brud med eller videreudvikling af Middelalderens tænkning? Var Martin Luther fadder til den moderne, sekulariserede stat eller radikaliserede han blot middelalderens forestillinger om magt?

Men med sådanne enten/eller-fortællinger risikerer man ikke alene at overse historiens mange nuancer, men også at male sig selv op i et hjørne, hvor fortællingen virker hindrende fremfor fremmende for forståelsen.

Monty Python: Fra skema til sketch
I den klassiske Monty Python-film Monty Python and the Holy Grail (1975) møder kong Arthur på et tidspunkt bonden Dennis og en gammel bondekone. Efter forgæves at have udsøgt informationer, må Arthur i irritation insistere på, at de må hjælpe ham for ”Jeg er jeres konge!” Bondekonen tager selvfølgelig til genmæle: ”Jeg har altså ikke stemt på dig”. Arthur forklarer, at man jo ikke stemmer på konger – sin magt har han fra Damen i søen, som overrakte ham sværdet Excalibur og dermed kongemagten. Det giver Dennis ikke meget for: ”Mærkelige kvinder, der driver rundt i vandhuller og uddeler sværd, er altså ikke noget grundlag for et regeringssystem. Den øverste udøvende magt må bero på folkets mandat – ikke en eller anden grotesk vandceremoni”. De ender i håndgemæng.

Monty Python-gruppens baggrund
Før Monty Python blev dannet var flere af gruppens medlemmer i 1960’erne studiekammerater ved universiteterne i Oxford og Cambridge. Deres studier i fag som latin og middelalderhistorie skulle senere blive en righoldig inspirationskilde for deres comedy. Mange har derfor set scenen som en mere eller mindre direkte udlægning af den dengang toneangivende historiker Walter Ullmanns model for magtforståelser i Middelalderen.

Walter Ullmanns syn på magt i Middelaldern
Ullmanns model bygger kort fortalt på en forestilling om at magt i Middelalderen enten kunne forstås ud fra et nedadstigende/teokratisk princip eller ud fra et opadstigende/folkeligt princip. Vendepunktet, der bragte middelaldertænkningen ud af dette spændingsforhold, kom ifølge Ullmann med udbredelsen af Aristoteles’ tænkning fra midten af det 13. århundrede og frem, der i sidste ende gav det folkeligt funderede magtbegreb sejren.

Fra enten/eller til både/og
Ullmanns model er et klassisk eksempel på et skematisk og idealistisk historiesyn. Selvom vi hurtigt kan blive enige om, at historieskrivningen i dag er kommet videre, så har denne type af fortællinger utvivlsomt stadigt tag i os. Svaret til en model som Ullmanns er ikke nødvendigvis at opløse positionerne, men snarere at tænke dem som både/og fremfor enten/eller – som en skala fremfor to gensidigt udelukkende modpoler.

Luther som eksempel
Luther er et godt eksempel på en tænker, der kunne tænke begge magtprincipper på en og samme tid. Fyrsten eller kongen var forpligtet overfor folket, som en fader var det for sine børn. Som håndhæver af lov og orden opfyldte kongen en helt bestemt og nødvendig opgave i samfundet. Denne opgave var dog samtidigt givet af Gud.

Det særlige ved Luther
Det særlige ved Luther i forhold til lignende magtforfattelser i sin samtid var nok især den selvstændighed og autonomi, han gav kongens magt, position og funktion. Selvom han altså skrev sig ind i en allerede etableret tradition i Middelalderen, pegede Luthers tænkning også frem mod en senere forståelse af kongemagten som et overhistorisk og autonomt embede adskilt fra kongen som person. En forståelse der blev et vigtigt skridt på vejen mod senere statsteori.

Videnudveksling