Luther i kød og blod

Levendegørelse er en stærk tendens i dette års markering af reformationsjubilæet. Publikum skal helt tæt på personen. Man skal kunne mærke dramaet. Er Luther ramt af X-faktor-kulturen?

08.05.2017 | Marie Vejrup Nielsen

Skuespilleren Bjarne Henriksen som Luther (Foto / Montgomery. Grafisk bearbejdning / OddFischlein).

Luther i levende live
I 2017 er det muligt at møde Luther i levende live. Reformationsjubilæet som fejres og markeres på mange forskellige måder har også en række arrangementer, hvor reformatoren selv træder ind på scenen i kød og blod. Denne levendegørelse af Martin Luther og hans nærmeste er en stærk tendens i 2017-fejringen. Der er en tendens i fejringen til at ville helt tæt på mennesket og manden bag reformationen og få etableret et mere direkte, sanseligt og personligt møde.

Følelser og konflikter
Der er fællestræk igennem mange af de muligheder, der er for at se Luther på en scenen her i 2017. Og dette fællestræk er et stærkt fokus på det menneskelige drama. Forfattere, instruktører og skuespillere iscenesætter en meget personlig vinkel på det historiske stof, hvor vi som publikum får mulighed for at stå ansigt til ansigt med de følelser og dilemmaer, som hovedpersonen står i. Det er Luthers følelser og op- og nedture, som er i centrum. Hvordan han og hans nærmeste reagerede i de forskellige situationer. Der er også et stærkt fokus på konflikter og dramaer.

En dramatisk reformation
Dette ses f.eks. i Bo Holten og librettist Eva Sommestad Holtens Luther-opera ”Schlagt sie tot!” (”Slå dem ihjel!”) har urpremiere sammen med Aarhus Symfoniorkester den 20. maj i Musikhuset. Ordenen i titlen er direkte knyttet til en af de kontroversielle punkter i reformationens historie: bondeoprøret. Denne forestilling har som mål at vise Luther som en modsætningsfyldt personlighed, der sætter et afgørende præg på sin samtid og med eftervirkninger ind i vores samtid. Og her er det de voldsomme følelser som skal bringes i spil gennem musikken, som er inspireret af Luthers egne salmer.

Interview med Luther
De voldsomme konflikter og dramaer er også i fokus når Bjarne Henriksen levendegør Luther og sætter sig i den varme stol til et interview af Niels Krause Kjær. Her har Folkeuniversitetet Aarhus kaldt Luther tilbage fra graven for at blive konfronteret med verden i dag. Også her er der tale om en nyproduceret iscenesættelse med forestillinger i hele landet.

Mød Luthers kone
Samme tendens gør sig gældende i de mange lokale muligheder for at møde Luther i fysisk form, f.eks. forestillingerne som ”LUTHER - Et reformationspil 2017”, hvor tilskuerne er i en kirke sammen med Luther lige midt i reformationens tumultariske forløb. Og man kan også mange steder møde Luthers hustru, Katharina von Bora der træder lyslevende ind på scenen. Dette sker i forestillingen ”Katharina Luther – Munkens brud” af Måle Fortælleteater og Triofabula. Forestillingen er sat lige efter Luthers død. Forestillingen ”Luthers Käthe”, som beskrives som en kvinde-monolog og har fokus på den unge Katharina.

Æstetikken i centrum
Disse mange tilbud er udtryk for en tendens i markeringen af reformationsjubilæet. Man vil helt tæt på personerne og se dem i øjnene, mens de historiske begivenheder tager form omkring dem. Hvis man var anlagt til kulturkritik kunne man måske forfalde til at overveje om Luther er ramt af X-faktor-kulturen, som primært er interesseret i personlig, karismatisk gennemslagskraft, som vi ser slå igennem både politisk og kulturelt? Og som driver en stor interesse for menneskene bag reformationen og særligt forholdet mellem Martin og Katharina, som et kendispar? I forskningen har man fremhævet at der er sket et stort kulturhistorisk skift i retning af det æstetiske, et skift, der er kendetegnet af jagten på de store følelser og intense, autentiske følelser. Dette synes også at være på spil i de mange dramatiseringer.

Luther som kulturel ressource
De mange bud på en levende Luther er også grundlæggende et udtryk for, at Luther og reformationen er en del en relevant og interessant kulturel ressource som inspirerer forfattere, instruktører og komponister også i Danmark i dag. Og dette har givet os de mange muligheder for at stå ansigt til ansigt med vor tids fortolkninger af menneskene bag den lutherske reformation. Og de mange forskellige bud på en Luther af kød og blod vil sikkert give lige så mange bud på udfordringen med at skulle forholde sig til på den ene side Martin Luther og hans samtid som en fremmed tid på stor afstand af vores verden og på den anden side, hvordan man vil bringe Luther meget tæt på og gøre ham genkendelig, som et menneske med motiver og følelser, som vi kan forholde os til i vores egen samtid. Når vi ser tilbage på dette reformationsjubilæum vil det således være centralt også at se på de mange måder, Luther og hans nærmeste blev levendegjort på scener landet over.

Videnudveksling