Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Lutherkult mellem relikvier og relikter

Efter Luthers død blev hans materielle verden udgangspunkt for en kompliceret kombination af erindring, antikvarisk interesse og til tider endda tilbedelse.

25.04.2016 | Mette Svart Kristiansen

Luthers opholdsrum på borgen Wartburg, hvor han 1521-22 blandt andet oversatte Det Nye Testamente til tysk. Intet inventar i rummet er oprindeligt, og kun enkelte dele af selve bygningskonstruktionen kan føres tilbage til Luthers tid (Foto 1890-1900. © Library of Congress, Prints & Photographs Division, Photochrom Collection, LC-DIG-ppmsca-01151).

Ordet og Tingene
Den protestantiske selvforståelse var i sit udgangspunkt knyttet til Ordet, som skulle tales, læses, høres. Tingene, som skulle ses og berøres, blev marginaliseret, i hvert fald i reformationstidens begyndelse, hvor fronterne mellem katolicisme og protestantisme naturligt måtte stå skarpt. Det er derfor interessant, at Luther blev centrum for en tingbaseret kult. 

’Lutheralia’: relikvier eller relikter?
Umiddelbart efter Luthers død begyndte man at samle på ’Lutheralia’. Den protestantiske kirke afviste, at der var tale om relikvietilbedelse, som katolikkerne spottende omtalte det. Den argumenterede for, at ’relikvierne’, som den selv omtalte dem, på flere måder adskilte sig fra katolikkernes. Mens katolikkerne tilbad relikvier med henblik på syndsforladelse og troede på de hellige mænd og kvinders tilstedeværelse gennem relikviet, opfattede protestanterne Luther-relikvierne som erindringsbærere, i hvert fald principielt. Allerede tidligt tog man forholdsregler for angreb fra pavekirken; således forklares det pædagogisk med en indskrift fra 1571 på Luthers gravsten, at den ikke er til ’religiøs tilbedelse, men til ihukommelse’. 

Man kan dog ikke komme uden om, at Lutherkulten havde tydelige katolske elementer, som gik længere end ’erindring’. I iscenesættelsen af den nye tro blev fortællinger om de tidlige reformatorer, som var endt på bålet som kættere, moderleret over kendte martyrlegender, og billeder af Luther fremstillede ham i en genkendelig helgen-tradition. Men også Luthers materielle verden kom til at få en betydelig plads. Træsplinter fra Luthers dødsseng hjalp mod tandpine, og i det hele taget var der stor interesse i at tage splinter fra hans møbler. Der var også flere eksempler på, at steder og genstande knyttet til Luther ikke kunne brænde. Således undgik både flere portrætter, en bibel og en seng at blive flammernes bytte, mens bygningerne selv gik til grunde. Også i kirken skete mirakler, idet portrætter af Luther flere steder blev set svede under prædiken. Det kunne dog også gå for vidt, og i 1797 kunne man berette, at møbler og andre genstande, som havde stået i Luthers dødshus, til sidst måtte brændes (det kunne dog lade sig gøre), fordi de gav næring til overtro.

Iscenesættelse og Lutherturisme
I løbet af 1600-tallet blev Luthers fødehus i Eisleben, hans stue i Wartburg og hus i Wittenberg omdannet til museale erindringssteder. Luther selv havde været opmærksom på det materielles betydning for erindringen. Da Luthers arbejdsværelse i en tilbygning på huset i Wittenberg var i fare for at vige til fordel for en udvidelse af byens befæstning, beklagede han sig til byrådet og forsvarede ’denne lille stue, hvorfra jeg har bestormet pavedømmet, hvorfor det er værdigt til evig ihukommelse.’ 

I 1703 blev den første rejsefører til ’Luthers relikvier’ udgivet (De reliquiis Lutheri, diversis in locis asservatis), og den antikvariske tilgang fik efterhånden stadig større betydning. Reformationens førstehåndsvidner var døde, og udstillinger var vigtige for iscenesættelse af en erindringskultur, som samtidig havde elementer af både turisme og relikviekult. Det var således udbredt at fjerne klumper fra gulvmørtelen, splinter fra vægpaneler og møbler, og efterhånden blev de oprindelige møbler så medtagne, at de måtte udskiftes. 

Ikke alle relikvier var ægte. Beskrivelsen af hvorledes Luther havde bekæmpet djævlen med blæk, altså med det skrevne ord, blev i eftertiden anskueliggjort som en bogstavelig handling, og på flere ’Luther-steder’ sprøjtede man blæk på væggene, som måtte genopfriskes efterhånden som museumsgæster fjernede mørtelen.

Luthers rosenkrans – i Danmark
Også i Danmark kan man finde Lutheralia. På Nationalmuseet befinder sig nogle ravperler, som ifølge den Kongelige Danske Kunstkammers inventarliste fra 1647 angiveligt skulle have tilhørt Martin Luther: ”4 Barensteens Kuhler som meenis at vere af Lutheri Pater noster Baand”. I tidens ånd fik genstandene værdi gennem en tilknytning til interessante personer, men man fornemmer dog et vist forbehold for ægtheden hos antikvaren.

Materiel kultur, Erindringskultur, Mette Svart Kristiansen