Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Luthers Brev til Romerne – og Paulus’

For Luther var Paulus’ Brev til Romerne selve Bibelens kerne. Det var her Luther gjorde sin reformatoriske opdagelse. Men Luther var ikke blot en Paulus version 2.0. Han genfandt ganske vist glemte sider af apostlen, men dækkede også andre til. I dag er de sidste lige så aktuelle som de første.

19.12.2017 | Kasper Bro Larsen

Luther med Romerbrevet i hånden, efter maleri af Lucas Cranach den yngre (Foto: Wikimedia Commons).

Reformationsmanualen
Reformationens opgør med romerkirken begyndte som en genopdagelse af Romerbrevets budskab. Sådan forstod Luther det i hvert fald selv. I 1545, et år før sin død, så han tilbage på sit afgørende gennembrud. Romerbrevets tema om ”Guds retfærdighed” havde voldt den unge Luther voldsomme sjælekvaler. Hvis Gud er en millimeterretfærdig dommer, findes der så overhovedet en nådig gud? Svaret fandt han i Rom 1,17:  ”I [evangeliet] åbenbares Guds retfærdighed af tro til tro – som der står skrevet: ’Den retfærdige skal leve af tro’”. Dette skriftsted blev, med Luthers egne ord, en åben port til Paradis. Han mente nu at forstå, hvad kirken havde glemt: At Guds retfærdighed er hans kærlighed og nåde. Den er en gave, som mennesker modtager med troen.

Paulus uden Luther
Luthers reformatoriske opdagelse var en lykkelig misforståelse. Vel at mærke i den forstand, at Luthers vigtige hovedpointe ikke var Romerbrevets. Siden 1960’erne har den akademiske bibelforskning været præget af en øget bestræbelse på at forstå den historiske Paulus i sin egen kontekst (det såkaldte New Perspective on Paul) – og ikke gennem lutherske læsebriller. For man kan ikke bare projicere den middelalderlige Luthers opgør tilbage på antikkens Paulus. Jødedommen på Paulus’ tid var ikke præget af præstationsfromhed. Paulus’ centrale teologiske spørgsmål var derfor ikke Luthers samvittighedsplagede spørgsmål (”Hvordan finder jeg en nådig Gud?). For Paulus var Guds nåde forudsat. Paulus’ spørgsmål drejede sig om omfanget af Guds nåde. Det var ikke et individuelt fokuseret spørgsmål, men et etnisk: ”Når det jødiske folks Gud er så nådig og god, er han det så ikke også over for ikkejøder?”

Kristustro som universaljødedom
Paulus svarede bekræftende på spørgsmålet. En konsekvent jødisk monoteisme måtte være universel og ikke bare gælde et enkelt folk. Hvis Gud er én, er han gud for alle (Rom 3,29-30; 10,12-13). Paulus’ opgør rettede sig derfor ikke mod præstationsfromhed, men mod en forståelse af evangeliet som et eksklusivt budskab bundet til jødisk-etnisk tilhørsforhold. Paulus var ikke augustinermunk, men missionær for en multietnisk jødedom. For ham var trosretfærdigheden ikke den centrale ”hovedartikel”, sådan som man siden sagde i protestantisk teologi. Trosretfærdigheden var snarere én blandt flere af Paulus’ teologiske argumenter for en jødisk universalisme.

Jøde først
Men Romerbrevet er ikke kun et forsvar for Paulus’ inklusion af ikkejøder. Det er måske i endnu højere grad en understregning af Kristusbevægelsens jødiske rødder. Som det lyder i brevets indledende hovedtese: Evangeliet er ”Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og også for græker” (1,16). Frelsen er for ”enhver”. Den inkluderer ikkejøder (jf. ”græker”), men ikke på jøders bekostning. Ellers har man jo blot erstattet én chauvinisme med en anden. Med Messias’ komme har Guds særlige forhold til det jødiske folk udviklet sig til et åbent ægteskab, der inkluderer alle folkeslag; men det er stadig det jødiske folk, der er Guds ungdomskærlighed.

Paulus som integrationskonsulent
Reformatorerne anså Romerbrevet for en dogmatisk lærebog i kristen tro, men historisk er der tale om et lejlighedsskrift. Sidst i brevet griber Paulus fx ind i en konkret etnisk konflikt i Rom (14,1-15,13). Menigheden består tilsyneladende af kristne af både jødisk og ikkejødisk etnisk herkomst (16,1-16). Paulus’ konfliktmægling er teologisk begrundet: Grupperne skal tage imod hinanden, sådan som Gud har taget imod dem (14,1-3; 15,7). Paulus kunne i denne sammenhæng godt have foreslået, at de to grupper skulle adskilles i to kristne parallelsamfund (segregation), eller at den ene gruppe skulle føje sig efter den andens normer (assimilation). Men Paulus var integrationist. Jøder og ikkejøder skulle være sammen ”i Kristus”, men de behøvede ikke at være kulturelt og etnisk ens: ”Den, der spiser [fx svinekød], må ikke foragte den, der ikke spiser, og den, der ikke spiser, må ikke dømme den, der spiser” (14,3). Paulus var optimist på fællesskabets vegne. Måske fordi han troede så stærkt på, at Gudsriget var lige om hjørnet. Historien ville imidlertid, at kristendommen med få undtagelser skulle blive en rent ikkejødisk religion.

Romerbrevet er en klassiker i kristen tradition. Det var den teologiske dimension, der interesserede Luther, men brevet handlede i lige så høj grad om kulturmøde og konfliktmægling. Paulus kan til enhver tid blive aktuel på nye måder, hvis vi går tilbage til kilderne. Helt i reformatorernes ånd, i øvrigt.


Litteratur

James D.G. Dunn, ”Guds retfærdighed. Et nyt perspektiv på retfærdiggørelse af tro”, i: Troels Engberg-Pedersen, Den nye Paulus og hans betydning. København: Gyldendal, 2003, 29-59.

Kasper Bro Larsen og Troels Engberg-Pedersen (red.), Paulusevangeliet. Nye perspektiver på Romerbrevet. Frederiksberg: Anis, 2015.

Luthers teologi, Kasper Bro Larsen