Om Trump og den lutherske lydighedspligt

Hvor går grænsen for statens magt i forhold til individet? Og hvor langt strækker pligten til at adlyde den øverste leder i et samfund sig?

23.01.2017 | Af Sasja Emilie Mathiasen Stopa

I modsætning til de senmiddelalderlige fyrster skal Trump som demokratisk valgt præsident regere på baggrund af et folkeligt mandat. Set i lyset af Luthers forståelse af fyrsten som Guds stedfortræder synes netop det amerikanske præsidentembede dog stadig nært knyttet til forestillingen om guddommelig sanktionering (Foto: Michael Vadon, Wikimedia Commons).

Hvor går grænsen for statens magt i forhold til individet? Og hvor langt strækker pligten til at adlyde den øverste leder i et samfund sig? De spørgsmål var yderst aktuelle for Martin Luther, hvis reformation af kirken dannede centrum i en strid mellem paven og de tyske fyrster om retten til at udøve verdslig magt. Spørgsmålene blev afgørende for de protestantiske kristne i 1930’ernes Tyskland og synes relevante igen i kølvandet på Donald Trumps indsættelse som præsident for en splittet amerikansk befolkning.

Præsidentembedet er større end Trump
“Uegnet som præsident.” Så håndfast beskrev daværende præsident Barack Obama den republikanske præsidentkandidat Donald Trump forud for valget i november. Obama tilføjede, at det ville være ødelæggende for verden, hvis Trump blev præsident. Et par dage efter valget mødte den siddende præsident så sin nyvalgte efterfølger. Ved den lejlighed påstod en forknyt Obama at være optimistisk ved udsigten til Trump som præsident og insisterede på, at dette første møde imellem dem var forløbet fremragende. I baggrunden for Obamas tilsyneladende kovending ligger en grundlæggende respekt for præsidentembedet og for demokratiet som styreform. Med sine sammenbidte udtalelser maner Obama til lydighed mod den folkevalgte præsident for at understøtte demokratiet som politisk system og for at påpege, at præsidentembedet som institution er større end den givne person valgt til at varetage det. Også selvom denne person har truet med at forbyde alle muslimer indrejse i USA. Selvom han har opfordret tilhængere af Black Lives Matter-bevægelsen til at rejse tilbage til Afrika. Og selvom han notorisk har nedgjort kvinder og behandlet dem som objekter i sit eget mandschauvinistiske fatamorgana. Men hvordan stemmer Obamas udtalelser overens med Luthers forståelse af lydighedspligten overfor fyrsten? Og hvornår er det luthersk set forsvarligt at bryde med denne pligt?

Som syndere overfor Gud er alle mennesker lige
Gennem hele Luthers værk løber pligten til at adlyde autoriteter som en rød tråd, der er spundet uløseligt sammen med Luthers forståelse af mennesket som grundlæggende syndigt. Som led i sit opgør med Romerkirkens forståelse af frelse understreger Luther, at alle mennesker er lige overfor Gud. Ligesom alle mennesker ved skabelsen blev formet i Guds billede, er alle mennesker fælles om i syndefaldet at miste denne gudbilledlighed og ende som syndigt selvkredsende egoister. Luther bryder med enhver forestilling om, at synd kan gradbøjes, og understreger, at konfronteret med Guds dom er intet menneske hverken værre eller bedre end sin næste. Som syndere er mennesker radikalt lige i deres forhold til hinanden og radikalt underordnet i deres forhold til Gud, der dømmer og tilgiver synd.

Lydighed mod fyrsten er nødvendig for at begrænse synd
Forestillingen om alle menneskers grundlæggende syndighed fører dog samtidig Luther til at understrege, at mennesket har brug for at lade sig underordne i en hierarkisk opbygget stat, der anført af fyrsten kan begrænse og straffe syndige handlinger og dermed sikre orden. I sin udlægning af 4. bud i Den store Katekismus fra 1529 skriver Luther: ”Vi er ganske vist alle lige i Guds øjne, men os imellem er det nødvendigt med ulighed og ordentlig forskel” (WA 30 I, 148,3-4). I forhold til Gud er mennesker lige, men i de mellemmenneskelige forhold hersker nødvendig ulighed. Når fyrsten varetager sit fyrsteembede, handler han som Guds stedfortræder på jorden. Fyrsten iklæder sig Guds maske og har derfor krav på lydighed og ære. Luther hævder, at det menneske, der underordner sig fyrsten, samtidig ærer Gud. På den måde hænger De Ti Buds første tavle, der rammesætter gudsforholdet (budene 1-3), og den anden tavle, der bestemmer de mellemmenneskelige forhold (budene 4-10), uløseligt sammen for Luther. Parallelt til lydigheden mod fyrsten fremhæver Luther nødvendigheden af at adlyde andre verdslige herskere såsom forældre, herremænd og præster, der alle leder guddommeligt indsatte hierarkier. Luther understreger, at disse herskere har autoritet i kraft af deres embeder og ikke på grund af deres evner eller personlighed. Selv meget dårlige forældre og fyrster skal æres og adlydes, fordi de er indsat af Gud til at sikre den verdslige orden og straffe synd. Men hvornår er det tilladt for mennesket at bryde med lydigheden mod et samfunds ledere?

Hvornår kan lydigheden mod fyrsten brydes?
Ifølge Luther er det enkelte menneske autoriseret til at bryde med lydigheden mod sine overordnede i skikkelse af fyrsten, præsten og forældrene, hvis de forhindrer hende i at varetage sit gudsforhold. Luther forstår mennesker som radikalt lige i deres forhold til Gud og bemyndiger med forestillingen om det almindelige præstedømme mennesket til at varetage sit gudsforhold uden om gejstlige mellemmænd såsom paven eller præsterne. Dermed legitimerer Luther sit eget brud med Romerkirken, der netop angår den rette forståelse af forholdet til Gud. Samtidig betoner Luther nødvendigheden af, at mennesket indordner sig i samfundsmæssige hierarkier. Luthers reformatoriske teologi bliver led i et magtpolitisk spil mellem paven i Rom og fyrsterne i de tyske hertugdømmer, og Luther binder den luthersk kristnes loyalitet til fyrsten frem for til paven. Med sit teseopslag i 1517 gør Luther op med afladshandlen, der byder kristne at købe afladsbreve af pavens udsendinge for at nedsætte deres straf for synd. Dermed bremses tilstrømningen af penge fra Tyskland til Rom, hvor paven har brug for midler til at bygge Peterskirken. Desuden fratager Luther kirken retten til magtudøvelse og centrerer den verdslige magt hos fyrsten og hos husfaderen. Det er altså politisk belejligt for fyrsterne at støtte Luthers teologiske oprør, og kurfyrsten af Sachsen, Frederik den Vise, bliver den fredløse Luthers beskytter efter rigsdagen i Worms i 1521. Luthers loyalitet mod fyrstemagten er begrundet i nødvendigheden af en verdslig orden samt i konkrete realpolitiske erfaringer ikke mindst Bondekrigen i 1525, der tydeliggør de ødelæggende konsekvenser af et opgør med fyrstemagten. På den baggrund maner Luther til lydighed mod selv uretfærdige fyrster, så længe de ikke forhindrer mennesket i at opretholde et passende gudsforhold. Mennesket må underordne sig, men sikres samtidig sin suverænitet, når det gælder forholdet til Gud, der for Luther er uløseligt sammenknyttet med forholdet til næsten. Hvilke konsekvenser den enkeltes forpligtelse på sit gudsforhold har for forholdet til næsten bliver afgørende for spørgsmålet om lydighedspligten mod Adolf Hitler i 1930’ernes Tyskland.

Dilemmaet i 1930’ernes Tyskland
Efter nazisternes magtovertagelse i 1933 blev det bydende nødvendigt for de tyske protestantiske kristne at diskutere grænserne for den kristnes loyalitet overfor fyrsten. Som opposition til de såkaldt tyske kristne, der støttede Det nationalsocialistiske tyske Arbejderparti og var med til at formulere dets ideologiske grundlag og legitimere dets intense førerdyrkelse, dannede en række fremtrædende protestantiske teologer, deriblandt Karl Barth, den såkaldte Bekendelseskirke. Kirkens programskrift, Barmenerklæringen fra den 31. maj 1934, blev et afgørende omdrejningspunkt for protestantisk refleksion over forholdet mellem individ og stat i det 20. århundrede, også selvom en række ledende lutherske teologer efterfølgende afviste den på baggrund af en bestemt forståelse af Luthers såkaldte to-regimente-lære.

I erklæringen blev det understreget, at den kristnes primære forpligtelse er overfor Kristus og ikke overfor den verdslige hersker, samt at kirken aldrig må blive et instrument for staten. Ifølge disse såkaldt bekendende kristne er den tyske kirke i fare for at ophøre med at være kirke, fordi den i sin betoning af loyalitet og troskab overfor Føreren og den nationalsocialistiske ideologi forpligter sig på andet og mere end Ordet om Kristus bevidnet i Biblen. I forlængelse af Luthers overvejelser over fyrstens rolle understreges det, at staten skal sørge for ret og frihed, men skal undlade at blande sig i trosspørgsmål. Samtidigt betoner erklæringen, at den kristnes behov for frelse samt hendes forpligtelse på Kristus som herre gælder i både det verdslige og det åndelige regimente. Hermed argumenter Barth og hans fæller imod en bestemt fortolkning af Luthers to-regimente-lære, der på den ene side truer med at guddommeliggøre den givne samfundsorden, og som samtidig hævder, at den kristne forpligtelse på næstekærlighed tilhører det åndelige regimente og dermed hverken bør anfægte eller lade sig anfægte af det herskende verdslige regime. Barmenerklæringen fastholder den kristne i sin primære forpligtigelse overfor Gud og understreger, at denne forpligtelse har vidtrækkende konsekvenser for den kristnes ageren ikke bare som enkeltindivid, men som borger. Dermed indskrænkes statens beføjelser over individet, og det fastholdes, at fyrsten eller føreren skal adlydes, men udelukkende som en verdslig hersker, der er underlagt verdens egentlige hersker, Kristus.

Lydighedspligten overfor Trump
I Luthers teologi findes en spænding mellem på den ene side pligten til at adlyde fyrsten, der udspringer af behovet for inddæmning af synd og understøttes af forståelsen af fyrsten som Guds stedfortræder, og på den anden side bemyndigelsen af den enkelte til at varetage sit gudsforhold, der udspiller sig uden for kirkens mure i vores liv med hinanden. Fyrsten bestrider et guddommeligt embede, hvis beføjelser dog er relativt snævre, og hvis primære opgave er at sikre rammerne omkring individets håndhævelse af sin forpligtigelse overfor Gud og medmenneske. Men kan Luthers synspunkter på tværs af 500 år oplyse vores forståelse af individ og stat i lyset af det amerikanske valg?

I modsætning til de senmiddelalderlige fyrster skal Trump som demokratisk valgt præsident regere på baggrund af et folkeligt mandat. Set i lyset af Luthers forståelse af fyrsten som Guds stedfortræder synes netop det amerikanske præsidentembede dog stadig nært knyttet til forestillingen om guddommelig sanktionering. Når Obama maner til respekt om og lydighed over for præsidentembedet sker det dog, som hos Luther, primært ud fra hensynet til den samfundsmæssige orden, som sikres bedst inden for rammerne af et demokrati. På baggrund af dette hensyn må Obama lade sin umiddelbare aversion mod Trumps uforsonlige personlighed og holdninger vige til fordel for respekten for det embede, han nu bestrider.

Ifølge Luther finder den kristnes lydighed overfor en given verdslig hersker sin grænse ved gudsforholdet, som for Luther ikke er forbeholdt Gud, men derimod udleves i forholdet til medmennesket. Den kristne tjener ikke først og fremmest Gud i kirken, men i den daglige varetagelse af sit kald. Fra et luthersk synspunkt er grænserne for Trumps magtssfære dermed relativt snævre. Og lydighedspligten, der skal sikre orden og straffe synd, er afhængig af det enkelte menneskes mulighed for at varetage sin primære forpligtelse overfor Gud og medmennesket både som privatperson og som borger i et folkestyre. Tiden må vise, hvorvidt det lader sig gøre med Trump som præsident.

Forskning, Videnudveksling