Overtro og Trolddom efter Reformationen

Reformationen satte den rette tro på Gud i højsædet. Enhver falsk tro og overtro blev nu et primært angreb mod Gud, som risikerede at nedkalde hans vrede over hele samfundet. Trolddom var ifølge kirken overtro og skulle derfor forfølges og udryddes.

25.04.2017 | Maria Nørby Pedersen

Kalkmaleri fra Vejlby Kirke i Aarhus. To kvinder forstyrres af djævlen i deres arbejde med at kærne smør. Smørkærning var en vigtig kvindelig arbejdsopgave og heksen blev ofte beskyldt for at forgøre det gode smør (Foto: Nationalmuseets database over kalkmalerier - klik for større billede).

Omkring Reformationen blev kirkens mænd mere og mere overbevist om, at dommedag var nær og at kampen mellem Gud og Djævelen var vokset i styrke.  Af denne grund koncentrerede kirken og statsmagten sig om at opdrage folket til at leve efter Guds ord og i frygt for hans magt. Hvis den rette tro ikke blev praktiseret i landet af alle borgere, risikerede man at nedkalde Guds straffe i form af sygdom, krig og ødelæggelse over hele samfundet.

Trolddom og magi var overtro
Ifølge teologer, afveg enhver, der anvendte magi, fra den rette kristne tro. Reformationen udsprang blandt andet af en kritik af den katolske kirkes magiske ritualer, men kritikken skyldes ikke manglende tro på magiens virkning. Derimod faldt bekymringerne på, at magi var kætteri og en falsk religion. I teologernes øjne havde en person, der udøvede trolddom, altid indgået en pagt med Djævelen. Brugen af magiske ritualer og troen på magiens virkning var alment udbredt i Danmark før og efter Reformationen. Dette betød, at folket i teologernes øjne enten bevidst indgik i pagt med Djævelen eller var udvidende omkring hans magt. Folkets tro på og brug af magi var under alle omstændigheder et bevis på, at de ikke praktiserede den rette tro og levede efter Guds ord.

Panik og frygt omkring trolddom
Trolddomsforfølgelserne tog først for alvor fart efter Reformationen og vedblev indtil slutningen af 1600-tallet. Forfølgelsernes årsag og omfang skal derfor, blandt mange ting, ses som et produkt af statsmagternes øgede fokus på at skabe dydige og rettroende undersåtter. Der spredte sig en generel frygt for troldfolk, da teologer og statsmagter samarbejdede om at få folket til at forstå, at brugen af magi og trolddom nedkaldte Guds straffe over samfundet. Jo flere troldfolk der blev fundet, jo flere blev beviserne på, at Djævelen havde overtag i kampen med Gud. Denne frygt kunne resultere i – og gjorde i mange tilfælde -, at folk ”så” troldfolk overalt og forfølgelsernes omfang voksede som resultat.

Trolddomsforordningen 1617
Den danske stats forsøg på at få folket til at efterleve den rette tro kulminerede i en masse love angående korrekt adfærd og moral i 1600-tallet. I 1617 sendte Christian IV en stor lovpakke ud, som blandt andet, skærpede reglerne for løsagtighed og unødig luksus ved bryllupper. Lovgivningen for trolddomsforbrydelser blev også skærpet. Før var det kun forbudt at gøre skade ved trolddom, men nu blev al udøvelse af magi, god eller ond, forbudt og skulle straffes med døden eller landsforvisning. Folkets magiske praksisser passede ikke ind i et ret kristent levned.

Videnudveksling