Tro og fornuft hos Luther

Det er en udbredt misforståelse, at Luthers afviste fornuften og på den måde udgjorde den absolutte modpol til oplysningstiden. Sagen er mere kompleks. Alt efter perspektiv kunne Luther kalde fornuften en luder eller noget guddommelig?

20.06.2017 | Bo Kristian Holm

Fornuften er tvetydig hos Luther
Er man ikke vant til at læse Luther, ser det umiddelbart ud som om Luther fuldstændig afviser, at fornuften kan bruges til noget positivt. ”Fornuften er djævelens luder.” ”Den, der vil være kristen, må stikke øjnene ud på sin fornuft”, kan Luther fx skrive. Og som oftest er det disse sætninger, der citeres, når der gives eksempler på Luthers kritiske syn på fornuften.

Omvendt kan Luther andre steder skrive, at fornuften ”ligefrem er noget guddommeligt”. De to slags udsagn peger i hver sin retning. Og det letteste er at sige, at Luthers tankegang ikke hænger sammen. Men det er også for let.

Synet på fornuften afhænger af perspektivet
Når det kan være svært at få Luthers udsagn til at hænge sammen skyldes det bl.a., at man ikke tager i betragtning, at man hos Luther altid kan betragte alting fra to perspektiver. Det er blandt andet det, der kommer til udtryk i Luthers såkaldte to-regimente-lære. Verden har en åndelig side, der har med Gud at gøre, og en verdslig side, der har med verden at gøre. Synet på fornuften afhænger i høj grad, om man ser på forholdt til Gud eller på forholdet til verden.

Fornuftens forhold til Gud
I forholdet til Gud kan fornuften igen betragtes ud fra to perspektiver, hvilket hænger sammen med, at Luther også forstår mennesket ud fra to perspektiver. På den ene side er mennesket en synder, der gør oprør mod Gud, og hellere selv vil være Gud end lade Gud være Gud. I den sammenhæng kan Luther beskrive fornuften som blind. Den ser ikke det, den skal se, men bruges alene til at fremhæve mennesket selv på Guds bekostning. På den anden side er mennesket, hvis det tror på Guds tilgivelse, ikke længere en synder, men retfærdiggjort, som Luther kalder det. Her er fornuften oplyst af troen og kan altså her bruges fx i diskussionen af, hvad der er den rigtige udlægning af Bibelen. Det er her, der bl.a. er en forbindelse til oplysningstiden, fordi den rette udlægning af skriften skal afprøves i offentlige diskussioner. På den anden side, er der også et skarpt skel mellem troens brug af fornuften, og det Luther kalder filosofiens brug. Luther kan fx skrive, at filosoffen er nødt til at holde fast ved den logiske grundregel, at man kan ikke kan sige to modsatte ting om det samme. Teologen derimod er nødt til det. Teologiens grundlag hviler nemlig på udsagnet om, at mennesket Jesus Kristus er Gud, og at det syndige menneske i troen er gjort retfærdigt.

Fornuftens forhold til verden
Mere enkelt ser det ud, hvis man ser på fornuftens forhold til verden. I livet i verden skal mennesket bruge sin fornuft til gavn for sine medmennesker. Her er fornuften det bedste, mennesket har og ligefrem noget guddommeligt. Det er fornuften, der adskiller mennesket for dyrene og gør det i stand til at udforske verden ved hjælp af videnskab, ligesom det er fornuften, der rigtigt brugt, beskytter mennesket mod barbari. Næstekærligheden er derfor for Luther fuld af fornuft.

Videnudveksling