For 499 år siden: Vov at vide - Melanchthon holder tiltrædelsesforelæsning

Luthers teseopslag 31. oktober 1517 sætter noget i gang. Universitet i Wittenberg bobler og syder. Knapt et år senere dukker en anden mand op i Wittenberg, som skal vise sig at få stor betydning: Philipp Melanchthon.

30.08.2017 | Bo Kristian Holm

Melanchthon var ung, da han I 1518 kom til Wittenberg. Dette portræt af Lucas Cranach d. ældre fra 1537 har stadig et ungdommeligt præg over sig (Foto: Wikipedia /public domain).

Philipp Melanchthon 1497-1560
Da Melanchthon den 28. August 1518, 21 år gammel, bestiger talerstolen i slotskirken i Wittenberg, der også tjener som universitets auditorium, er han ikke nogen stor mand.  I hvert fald ikke ud fra en umiddelbar betragtning. Studenterne har gjort nar af ham, for han var kun omtrent halvanden meter høj, tydeligt ungdommelig af udseende, og havde en tydelig talefejl. Men da han begynder sin tiltrædelsesforelæsning som professor i græsk er der ikke længere nogen der griner. Det er tydeligt, at man har at gøre med en mand med ordets i sin magt og med store ambitioner for universitets fremtid. Talen er først og fremmest henvendt til de studerende, der altså ikke var meget yngre end ham selv.

Melanchthons universitetsreform
Talen var formfuldendt opbygget. Melanchthon havde i flere år studeret talekunst og havde også en lærebog i retorik i støbeskeen. Indholdet drejede sig om den universitetsreform, som Melanchthon de følgende år skulle være med til at lede. Ambitionerne var høje og viser, hvor tæt reformationen var knyttet til ambitionerne om at hæve universitetsuddannelsernes kvalitet betragteligt. Kun det bedste var godt nok. I virkeligheden kom det til at gå anderledes mange steder. Københavns Universitet tabte højde de første år efter reformationen i Danmark. Men da det endnu gryede i Wittenberg var der ingen trang til springe over, hvor gærdet var lavest.

Melanchthons uddannelsesmål
Melanchthon viser sig i talen som et ægte renæssancemenneske. Videnskaben skal fornyes. Videnskabeligheden højnes. Melanchthon taler om den gang sprogkundskaber stadig havde anseelse, inden universiteterne blev overrendt af opblæste lærere, der med alskens selvopfundne forklaringer dækkede sagkundskaben til. Selvstændige litteraturstudier sættes derfor højt. Og litteraturen er først og fremmest de klassiske latinske, men i høj grad også de græske forfattere. De humanistiske fag indtil nu, hævder Melanchthon, har været befolket af barbarer. Det gælder om at kunne lære selv: Det er ikke længere tilstrækkeligt at lære i skyggen af de gamle, man skal selv kunne sætte sig ind i sagerne.

Sapere Aude! Vov at vide
Mod slutningen af talen citerer Melanchthon den antikke forfatter Horats: Sapere aude ”Vov at vide” eller ”Hav lyst til at bruge din egen forstand”. Citatet gentages siden af Kant og gøres til oplysningstidens motto. I 1518 er det imidlertid Melanchthon, der lader Horats’ citat indfange renæssancens syn på universitetets opgave. På den måde er der en forbindelse mellem Reformation og oplysning – først og fremmest i renæssancens betoning af, at man selv må stå til regnskab for sit argument og ikke blot støtte sig til fortidens autoriteter.

Videnudveksling