For 500 år siden: Luthers teser mod den skolastiske teologi

Den 4. september 1517 ledte Martin Luther som dekan for det teologiske fakultet den disputation, der skulle gøre en lovende teolog ved navn Franz Günther til bachelor i teologi (baccaleureus biblicus). Günther skulle forsvare en række teser, som Luther havde skrevet. Disse teser vendte sig mod den skolastiske teologi og viser en Luther, der nok vidste, hvem han skulle angribe.

05.09.2017 | Bo Kristian Holm

Disputationerne i Wittenberg blev flere med reformationen og forblev en institution i lang tid. I det 17. århundrede tog man dette disputationskateder i brug med et portræt af Luther i centrum. Det kan nu ses i Lutherhaus i Wittenberg (© Stiftung Luthergedenkstätten in Sachsen-Anhalt, Foto: Anne Hasselbach).

Tesernes funktion
For at få en videnskabelig grad, enten som bachelor eller som doktor, måtte man i begyndelsen af det 16. århundrede forsvare sig ved en offentlig handling på universitetet. I modsætning til i dag, hvor ph.d.-studerende og doktorgradskandidater forsvarer et værk, de selv har skrevet, skulle de på reformationstiden forsvare en række teser, som lederen af forsvarshandlingen havde skrevet. Luther skrev mange af sådanne teser, og de giver et særligt indblik i Luthers måde at tænke på. Da Luther knap to måneder senere skrev 95 teser mod afladshandel, benyttede han sig altså af en fast form for videnskabelig diskussion.

Teserne mod den skolastiske teologi
Teserne den 4 september retter sig blandt andet mod de skolastiske teologer Duns Scotus og Gabriel Biel og kritiserer dem for at lære, at viljen, sådan som den er efter sin natur, kan lade sig beherske af fornuften. Scotus og Biel repræsenterer her nemlig det synspunkt, at den menneskelige vilje efter sin natur kan elske Gud over alle ting. Men for Luther har viljen netop ikke en sådan frihed. Viljen vil altid sætte mennesket, sig selv, højere end Gud.

Tese 17 sætter sagen på spidsen: mennesket vil selv være Gud
I tese 17 leverer Luther en formulering, der siden skal blive gentaget mange gange, fordi den synes at indramme noget grundlæggende i Luthers forståelse: ”Mennesket kan efter sin natur ikke ville, at Gud er Gud; langt hellere ville det, at det selv var Gud og at Gud ikke var Gud.”

Luthers radikalitet
Den unge Luthers teologi har en udpræget negativ tone. I opgøret med middelalderens teologi vil han vise, at mennesket intet kan i sig selv, når det drejer sig om at komme tættere på Gud. Hele teserækken mod den skolastiske teologi er derfor koncentreret om at vise, at mennesket ikke i sig selv har evner og mulighed for at befri sig selv. Mennesket er ikke herre over sine handlinger, men derimod slave af dem. Og mennesket kan ikke blive frelst ved at gøre gode gerninger. Det forholder sig omvendt. Kun den, der er frelst eller retfærdiggjort, gør gode gerninger.

Teolog og logik
Luthers skarpe position betyder også, at han må skelne skarpt mellem teologi og logik. Logikken kommer if. Luther til kort, når den skal begribe det guddommelige. Derfor er Aristoteles, som spillede den grundlæggende rolle for skolastikkens måde at tænke, en tilbagevendende skydeskive for Luther. Aristoteles er for teologien, hvad mørket er for lyset.

Luther og traditionen
Opgøret med den skolastiske teologi er dog ikke ment som en generalopgør med den katolske kirke. Luther slutter teserækken af med at understrege, at der med teserne ikke er sagt noget, som går mod den katolske kirke og kirkelige lærere. To måneder senere er afladsteserne offentliggjort, og det viser sig hurtigt, at kirken i Rom ikke er til sinds at lade sig belære af en professormunk fra Wittenberg. Teserne mod den skolastiske teologi viser også, hvordan Luther er stærk i sin kritik, men endnu ikke har fået formuleret sit ”eget projekt” helt klart endnu. Også det er i 1517 lige på trapperne.

Videnudveksling