Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

1817. Reformation, fædreland og fromme følelser

I 1817 fik den ikke for lidt. Danmark havde lidt mere end ét nederlag og skulle nu genrejses. Fædreland og reformation smeltede sammen. Der blev ikke sparet på det sentimentale.

18.07.2016 | Carsten Bach-Nielsen

Frederik I og Anna af Brandenburgs gravmonument i Bordesholm Kirke.

Siden 1517 er århundredejubilæerne for Reformationen ofte blevet ledsaget af en mere eller mindre skjult dagsorden. I juli måned sætter reformationsbloggen fokus på fejringen af jubilæerne i 1617, 1717, 1817 og 1917, samt de historier, der ligger bag.

Reformationsfejring i krigens skygge

Danmark var i 1817 endnu ved at komme sig efter Napoleonskrigene med Slaget på Reden, Københavns bombardement, Syvårskrigen, Norges frigørelse og ikke mindst statsbankerotten i 1813. Dog skulle der festes for reformationen i hele riget og alle dets besiddelser. I København var det op ad bakke, da såvel byens hovedkirke som universitetet lå i ruiner. Man måtte ty til Trinitatis Kirke på de store festdage, men et af de helt nye træk ved reformationsfejringen i 1817 var, at det fra kongens side blev overladt til de almindelige borgere at gennemføre festlighederne i deres lokale kirker og skoler.

Reformationsfejring og national genrejsning

Med den nød, der fulgte af krigene i Danmark, blev projektet at samle folket i en patriotisk forståelse af landets kamp og offer. Der komponeredes musik til de mange nye sange, der skabtes forestillinger og tableauer, som rejste landet rundt under ledelse af skulespilleren H.C. Knudsen. Her gjaldt det om at sætte historien i scene, at erindre den – og at om at hædre de fædrelandske helte. Skulpturer af store mænd opstilledes for at krones med blomster og løv, naturtableauer førtes ind i bygningerne, hvormed grænsen mellem natur og historie sløredes.  Hele denne sentimentale patriotisme med sin iscenesættelse smittede i høj grad af på de lokale fejringer i 1817. Man var overalt bevidst om også at pleje de historiske minder. Var der lokale reformatorer eller foregangsmænd at finde, blev deres minde pudset op til lejligheden – men ellers var det reformationskongerne og reformatorerne, hvis billeder og monogrammer ophængtes i kirkernes festdekorationer i sirlige blomsterguirlander. Atter: naturen gik i forbindelse med historien.

Reformationsfejring i Slesvig-Holsten

Fra Slesvig-Holsten er vi særdeles godt underrettet om de lokale reformationsfester. En af de markante fandt sted i Bordesholm, der var kendt for sin store gamle Augustinerkirke. Her havde Hans Brüggemanns enorme alter stået, inden det flyttedes til Slesvig Domkirke. Her havde hertug Frederik skabt sit prægtige gravmonument for sig selv og sin gemalinde Anna af Brandenburg, da hun døde i 1514. Bronzegraven er placeret midt i skibets akse, og her ses det hertuglige par liggende i evig bøn. Frederik kom aldrig til at ligge der. Dels blev han dansk konge under navnet Frederik I, dels giftede sig med Sophie af Pommern og blev selv begravet i Domkirken i Slesvig. Frederik kan siges at være den første danske reformationskonge – og derfor kom han da også i centrum i 1817-fejringen.

Allerede aftenen før festen i Bordesholm samledes sognets stærkeste mænd for at kime festen ind. De lod endvidere kirketårnet illuminere med lanterner. Næste morgen, da solen brød frem efter en storm, samledes skoleungdommen og skolelærerne midt i byen for med en lovsang fra salmebogen at byde solen velkommen som et bud om Guds oplysende nåde. Også forældrene istemte sangen. Den mægtige skare gik nu mod kirken syngende salmen ”Nu takker alle Gud”. Medens de voksne indtog deres plader i kirken, samledes ungdommen ved præstegården. Herfra begav børnene sig med egekranse og hver en egegren i hånden (da der ikke kunne skaffes palmer) til fods ind i kirken, hvor de i stille ærefuldhed nedlagde deres kranse ved foden af Frederiks og Annas gravmonument – for om ham vidste de, at han var en from hjælper for den reformation, der netop i hans tid var brudt frem. Her er tale om en antikt inspireret herodyrkelse.

Et sentimentalt minde for livet

Pastor Gøttsche kunne aldrig siden træde ind i kirken uden at føle en indre bevægelse ligesom dengang ved reformationsfesten. Hver gang lød en indre stemme med ordene ”Lover Herren, min sjæl”. Festen i det ydre rum og den fælles ritus havde gjort et dybt indtryk. Den sentimentale patriotismes appel til fædrelandsfølelsen slog sammen med musikken, ordene og handlingerne i den gudstjeneste, var som en genopførelse, en genfremstilling med præstens ord – af en sandhed fra fjerne tider.

Lit: G.P. Petersen: Chronik der Reformationsfeier … 1817, Kiel 1819.

Jubilæum, Carsten Bach-Nielsen