Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Borgerlig konfirmation

I Danmark konfirmeres ca. 75 % i kirken, men der findes alternativer til den kirkelige konfirmation. De er bare aldrig rigtigt slået igennem i Danmark, selvom Grundtvig var blandt fortalerne for en borgerlig konfirmation.

18.04.2016 | Jes Fabricius Møller

En gruppe borgerlige konfirmander, Aarhus Haandværkerforenings Festsal 1935 (Foto: Åge Fredslund Andersen/Den Gamle By).

Mange konfirmeres i Danmark
Op mod tre fjerdedele af en ungdomsårgang bliver kirkeligt konfirmeret i Danmark. Det er udtryk for en usædvanlig stærk tradition. Kun Norge og Finland kan fremvise tilsvarende tal blandt de protestantiske lande og kirkesamfund.

’Borgelig konfirmation’
Det er ikke fordi det har manglet på forslag til ikke-kirkelige ungdomsfester, ’nonfirmation’ eller ’borgerlig konfirmation’. Ideen om borgerlig konfirmation blev introduceret af Grundtvig, og det hænger sammen med, at han i årene efter 1825 begyndte at udvikle en stadig klarere forestilling om adskillelsen af skole og kirke.  Troen kunne ikke læres udenad som en lektie, mente han, for den er et ”Hjerte-Anliggende”.

Konfirmationen indføres 1736
Konfirmationen blev indført i Danmark og Norge i 1736. Christian VI var pietist, og konfirmationen er naturligvis at forstå som et udslag af hans religiøse tilbøjelighed. Imidlertid kan konfirmationen også forstås som et typisk udslag af Oplysningstiden forstået på den måde, at den lagde vægt på den personlige myndighed og det oplyste valg. Den enevældige stat havde hele tiden betragtet dåben som adkomst til at blive anset som fuldgyldig undersåt og retssubjekt. Forældre, der ikke lod deres barn døbe, blev straffet, og udøbte kunne ikke arve. (Det sidstnævnte blev der først rettet op på i 1857)

Konfirmation og undervisning
For den oplyste kristne var barnedåben imidlertid ikke længere nok. Konfirmationen havde form som en overhøring, der sikrede, at konfirmanden havde annammet, hvad dåben drejer sig om. Forud for denne eksamen gik undervisning i at tilegne sig Bibelens sandheder ved egen kraft, altså læsefærdigheder. Skal man derfor pege på den væsentligste forudsætning for oplysningen af den dansk-norske almue, er det hverken rationalismen eller empirismen, men pietismen.

I 1739 blev der indført almindelig undervisningspligt, og konfirmationen var at betragte som en eksamen. Med konfirmationen trådte man for alvor ind i de voksnes rækker, fordi den var forudsætningen for at gå til alters og modtage syndsforladelse og dermed at kunne stå fadder, vidne eller gifte sig.

Konfirmation og skudsmålsbøger
Med skolereformen 1814 blev konfirmationen institutionaliseret, således konfirmationen var forudsætning for udskrivning af skolen, og den blev indgangen til den videre uddannelse, typisk i en læreplads som karl, pige eller lærling. Ved konfirmationen udstedte sognepræsten en skudsmålsbog, der fulgte konfirmanden i den videre færd som en form for tinglyst CV. På samme tid blev jøderne ligestillet med de lutherske, idet en tilsvarende jødisk konfirmation blev adgangen til anerkendelse som borger.

Grundtvig protesterer mod sammenblanding af skoleeksamen og konfirmation
Konfirmationen var altså på Grundtvigs tid allerede borgerlig for så vidt den havde en konkret retsvirkning. Det var den retstilstand, som Grundtvig var imod. Så længe man blandede skoleeksamen og den kirkelige konfirmation sammen, gjorde man begge dele uret:

”jeg vil endnu kun bemærke, at naar Troen blev fri for at tages i Skole, og Børnenes Bekræftelse i deres Daabs-Pagt en egen Sag mellem de gammeldags Christne og deres Præster, da kunde Confirmationen, som en blot Oplysnings og Kundskabs Sag, godt foretages sogneviis uden mindste Hensyn paa Vedkommendes Tro, og dermed forbindes en smuk national Høitidelighed til Optagelse i Borger-Samfundet.”

Grundloven ophører bindingen mellem konfirmation og borgerrettigheder
Grundtvigs vision blev i princippet virkeliggjort med Junigrundloven af 1849, idet forbindelsen mellem religiøst tilhørsforhold og borgerlige rettigheder blev ophævet. Princippet skulle dog først omsættes i praktisk lovgivning, så det tog noget tid at føre ud i livet, især i skolen. Skolen forblev under kirkeligt tilsyn til 1933 og forkyndende undervisning blev først afskaffet i 1975, men så længe skolegangen var syvårig, forblev konfirmationen den symbolske afslutning på livet som barn og begyndelsen på noget nyt.

’Foreningen mod kirkelig Konfirmation’
Med udgangspunkt i arbejderbevægelse indførte ”Foreningen mod kirkelig Konfirmation” i 1915 borgerlig konfirmation, og havde et vist held med det. Foreningen skiftede dog hurtigt navn til Foreningen for borgerlig Konfirmation. Med jævne mellemrum ser man tilsvarende tiltag, gerne med henvisning til Grundtvig, selv om vore dages borgerlige konfirmation som regel er ude i et helt andet ærinde.

Mens Grundtvig forsøgte at redde kirken ved at adskille konfirmationens borgerlige funktion fra den kristelige, er det 20. og 21. århundredes borgerlige konfirmation et forsøg på at erstatte den kristelige myndiggørelse med en tilsvarende borgerlig – eller i arbejderbevægelsens tilfælde vel nærmest en socialistisk oplysning eller vækkelse. 

Litt.:

Ester Monrad, Konfirmation uden Gud, kandidatspeciale, Københavns Universitet 2010

Ove Korsgaard, Kampen om Folket, Gyldendal 2004

N.F.S. Grundtvig, ”Er Troen virkelig en Skole-Sag?”, Nordisk Kirketidende nr. 5, 1836 

Samfund, Jes Fabricius Møller