Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

”Den man elsker, tugter man”? Reformation og børneopdragelse

Forældrene måtte og burde revse deres børn, men ikke med våben og ikke så de tog skade.

02.08.2015 | Nina Javette Koefoed

I hånden på både far og mor spillede riset en central rolle i børneopdragelsen (Illustration fra Wikimedia Commons).

Ifølge Luthers Lille Katekismus havde forældrene pligt til ikke at ”opirre eders Børn til Vrede, men opføde dem i Tugt og Herrens Formanelse”. Det blev senere uddybet af Erik Pontoppidan i katekismusforklaringen Sandhed til Gudsfrygtighed fra 1737. Her skriver Pontoppidan at ”Hvo som sparer sit Riis, hader sin Søn, men den, som elsker ham, tugter ham tillige”. Forældre skulle straffe ulydige børn, men de skulle gøre det på en fornuftig og kærlig måde. Revselse var ikke kun en ret, det var en pligt, en nødvendighed, hvis forældre skulle sikre, at deres børn voksede op og blev gode og gudfrygtige mennesker. Men straf skulle være til forbedring, ikke forbitrelse. Revselse var en balancegang mellem den nødvendige tugt og den overdrevne brug af vold.

Pontoppidans katekismusforklaring blev udgivet som et led i enevældens forsøg på at gøre alle til gode kristne. Helt konkret blev den udgivet som undervisningsmateriale til den konfirmation, der samtidig blev gjort obligatorisk. Men den gjorde mere end blot at forklare Luthers Katekismus for konfirmanderne. Den udlagde teksten i en form der var i overensstemmelse med enevældens ideologiske grundlag og andre bestræbelser på at opdrage befolkningen efter Bibelens retningslinjer. Et ansvar den verdslige magt havde overtaget med reformationen. I sine konkrete anvisninger af indholdet i de pligter husstandens medlemmer havde mod hinanden var Pontoppidan noget mere udfoldet, end det befolkningen hidtil havde kunnet læse i Luthers Lille Katekismus.

Pontoppidans konkretisering af balancegangen i forældrenes ret eller pligt til at tugte var i stor udstrækning i overensstemmelse med enevældens store lovsamling, Christian Vs Danske Lov, fra 1683. Danske Lov var opbygget af seks bøger. Den sjette, Om Misgerninger, indeholdt straffeloven. Opbygningen fulgte de De ti Bud. På den måde underbyggede straffeloven kongens forpligtelse til at sørge for, at undersåtterne lever efter lovene. Her defineres balancegangen mellem revselse til forbedring og revselse til forbitrelse, for ”Husbond maa revse sine Børn og Tyende med Kiep eller Bond, og ej med Vaaben; Men giør han dem Saar med Vad eller Eg, eller slaaer dem Lemmer sønder, eller skader dem paa deres helbred, da straffes han, saasom han en Fremmed havde giort Skade”. Den samme ret havde hans hustru.

Forældrene måtte og burde med andre ord revse deres børn, men ikke med våben og ikke så de tog skade. Hvis grænsen mellem den legitime revselse og den illegitime vold blev overskredet, var der ikke nogen forskel på, om det var forældrene eller en fremmed, der havde slået børnene. Så var børnene i princippet beskyttet af den enevældige konge mod overdrevet vold i hjemmet. Dermed var Luthers anvisninger til forældrene om ikke at vække vrede i børnene, men samtidig opdrage dem i tugt, omsat både til lovgivning i Danske Lovs angivelser af revselsesretten og dens grænser, og til pædagogik i Pontoppidans forklaring af revselsesrettens formål.

Familie, Katekismer, Nina Javette Koefoed