Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

En ny Bibel – 500 års jubilæum

For 500 år siden. I marts 1516 inden påske publicerede Erasmus af Rotterdam i fællesskab med sin nære ven bogtrykkeren Johannes Frobenius en ny udgave af Ny Testamente, Novum Instrumentum.

13.03.2016 | Christian Houth Vrangbæk

Forsiden til Novum Instrumtum 1516

Det nye redskab
Inden reformationens begyndelse var den autoriserede udgave af Bibelen endnu Hieronymus’ latinske oversættelse, Vulgata, og tilgangen til Bibelen foregik for det meste gennem et filter af standardkommentarer fra skolastikkens mestre. Erasmus ønskede som en modvægt til dette at udgive Bibelen i en mere rå form. Som titlen på værket fortæller (Novum Instrumentum) er det både tænkt som en Bibel i klassisk forstand, men det er også et redskab (latin: instrumentum = redskab) som teologer og præster kunne anvende, for at gå bagom Vulgata. Erasmus så sig selv som en ny Hieronymus, der nu havde forbedret den gamle bibel.

Banebrydende
Værket blev taget i brug som grundtekst til de mangfoldige oversættelser af Bibelen til de europæiske modersmål. Det var fx andenudgaven fra 1519, som Luther anvendte til sin tyske oversættelse af Bibelen fra 1522, og William Tyndale brugte tredjeudgaven til sin engelske oversættelse. Erasmus’ Novum Instrumentum var et banebrydende værk både for ham personligt og for videnskaben. Den frie forskning havde nu endelig vundet terræn i teologien, som den østrigske forfatter Stefan Zweig har formuleret det. Værket blev et hjertebarn for Erasmus, der for eftertiden aldrig lagde det fra sig, han gennemarbejdede og genudgav det i alt fem gange.

I Erasmus’ udgaver, står den græske tekst i den venstre spalte og hans nye latinske oversættelse i den højre spalte. Efter hver bibeltekst indsatte Erasmus et afsnit med noter og kommentarer (annotationes), der i høj grad bestod af citater fra oldkirkens kirkefædre. Den græske bibeltekst var sammensat af forskellige manuskripter, som Erasmus havde til rådighed i Basel med undtagelse af enkelte passager fra Johannes’ Åbenbaring. Her brugte Erasmus den latinske version fra Vulgata, som han oversatte til græsk fra egen hånd. Det hele skulle helst være på græsk, også selvom man ikke havde originalen.

Fortalerne
Fortalerne til værket er meget interessante, fordi de i en meget præcis form opsummerer centrale dele af Erasmus’ teologi. Her beskriver han blandt andet, hvordan værket er tænkt som en direkte formidling af Bibelen uden om de gængse autoriserede kommentarer og om hvordan Bibelen i sig selv er den bedste kilde til ‘Kristi filosofi’, et udtryk Erasmus anvender ofte.

Tilbage til kilderne
I den periode vi i dag kalder ‘renæssancen’ oplevede Vesteuropa en stor omvæltning i kulturen. Man begyndte at interessere sig stærkt for det gamle og det originale; man ønskede at komme tilbage til kilderne og studere den gode litteratur (bonae litterae). For Erasmus og de øvrige bibelhumanister betød renæssancens tilbagevenden til kilderne hovedsagligt en tilbagevenden til de teologiske kilder og den hellige litteratur (sacrae litterae), det var Bibelens og kirkefædrenes tekster. Efter tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453 flygtede mange af de lærde til Vesteuropa, og med i bagagen bragte de det græske sprog, der udbredtes til et Vesteuropa, som i de følgende godt 100 år oplevede en tilnærmelsesvis grækomani. Omend latin stadig fungerede som det anvendte kultursprog blev græsk anset som det fornemste sprog. Den engelske humanist Thomas More skriver i Utopia er der kun findes to latinske forfattere, der er værd at læse, ellers er alt godt skrevet på græsk. I denne ånd udgav Erasmus sin udgave af Ny Testamente.

Luthers samtid, Protestantisme, Christian Houth Vrangbæk