Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Fattighjælp – fra kristen pligt til verdslig social opgave

Med reformationen overgår ansvaret for fattighjælpen fra kirken til staten eller bystyret. Fattighjælpens udformning blev dels bestemt af det lutherske menneskesyn, dels af samtidens syn på, hvad der var ret og rimeligt. Tiggeri bliver forbudt og fattighjælp bliver en lokal forpligtigelse, men fattige mister efterhånden også retten til ejendom og ægtefælle.

18.01.2016 | Nina Koefoed

Med henvisning til sin alderdom og sit lange liv som selvforsørgende i Århus, søger Hans Jensen i 1880 om hjælp fra ”det ærede udvalg for fattigvæsnet” (foto: Nina Koefoed)

Fattighjælpens to principper
Fattighjælpen, der med reformationen blev et statsligt ansvar, var båret af to principper. Nok var de fattige kongens forpligtelse, men de skulle hjælpes lokalt. Og det lutherske ideal om arbejdet betød, at de der kunne arbejde, skulle arbejde frem for at forsørge sig ved tiggeri og andres almisser. En forordning havde lige efter reformationen fastsat lokalsamfundets pligt til at hjælpe. En anden forordning havde i 1708 dels forbudt tiggeri, dels delt defineret de fattige, der stadig skulle hjælpes lokalt, i tre grupper: de gamle og syge, de forældreløse børn og de, der kunne arbejde lidt, men ikke nok til at forsørge deres familie.

Nye fattiglove omkring år 1800
Ved indgangen til det 19. århundrede overtog en række nye fattiglove de grundlæggende principper i den måde fattigforsorgen var blevet organiseret på efter reformationen. Ifølge denne lov, der var gældende helt frem til fattigloven i 1891 skulle de fattige hjælpes lokalt af en fattigkommission, hvor præsten havde naturlig plads som formand. Den mistede han i løbet af det 19. århundrede med den demokratiske udvikling efter Grundloven i 1849. Mens fattigloven i 1708 blev argumentet som en kristen pligt, blev den nye fattiglov i 1802/03 præsenteret som lokalsamfundets sociale pligt. Alle havde ret til hjælp i det sogn de var født eller der hvor de sidste havde boet i tre år uden behov for hjælp.

Fattighjælp og modkrav
Fattighjælpens definition som en social forpligtelse lå i umiddelbar forlængelse af reformationens syn på de fattige som kongens ansvar, men afkoblingen af den kristne pligt i lovens argumentation gjorde det muligt i højere grad at stille modkrav. Den værdigt trængende skulle stadig være lokal og for gammel og syg til at arbejde. Men med fattighjælpen som en social ydelse lokalsamfundet var forpligtet på, en ydelse som oven i købet blev administreret af sognepræsten og de rigeste bønder i fællesskab, begyndte der i højere grad at blive stille modkrav som også gik ud over de få civile rettigheder, de fattige måtte have.

Fattige mister ejendomsret og ægteskabsret
Allerede i 1808 fik fattigkommissionerne retten over de fattiges ejendele. Hvis man modtog offentlig fattighjælp, mistede man dermed ejendomsretten, fordi fattigkommissionen havde ret til først at få dække sine udgifter. Det betød at når en fattighjælpsmodtager afgik ved døden, overtog fattigkommissionen boet, og først når deres udgifter gennem årene var dækket, fik arvingerne de eventuelle rester. I 1824 fik fattighjælpsmodtagere forbud mod at indgå ægteskab uden fattigkommissionens tilladelse. Den lokalt organiserede fattighjælp hvor den fattige havde ret til hjælp i sit fødesogn havde hele tiden gjort at den fattige mistede retten til selv at bestemme hvor vedkommende skulle bo. Udviklingen kulminerede med Grundloven i 1849, hvor fattighjælpen blev en grundlovssikret ret, samtidig med at dens modtagelse betød tab af valgret for de mandlige valgretsindehavere.

Fattighjælp og velfærd, Nina Javette Koefoed