Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Jødevenner og jødefjender på Luthers tid

Luthers sene skrifter mod jøderne dukker jævnligt op i diskussioner om Luthers betydning, mindre kendt er den unge Luthers bemærkelsesværdige forsvar for jøders rettigheder og for retten til at eje jødiske bøger.

07.02.2017 | Bo Kristian Holm

I en bogillustration fra 1521 fremstilles Johannes Reuchlin, Ulrich von Hutten og Martin Luther som frihedens beskyttere. Illustrationen viser også, hvordan Luther i 1521 bliver set som en del af den humanistiske bevægelse. (ill. Wikipedia commons).

Det antijødiske Europa
1500-tallet var ikke jødevenligt. Jøder måtte ikke eje fast ejendom eller udøve håndværk. Faktisk var jøderne fordrevet fra så mange tyske byer, at man ikke regner med, at Luther kendt særlig mange. Erasmus af Rotterdam, der var tidens mest berømte humanist, var ikke meget bedre end sin samtid. Han roste jødefordrivelserne i Frankrig, England og Spanien, gav jøderne medansvar for bondeopgøret og vendte sig stærkt mod jøder, der havde konverteret til kristendommen, og af samme grund modsatte sig dåb af jøder.

Jødevenner i 1500-tallets Europa
Jødevenner skal man i 1500-tallet kigge længe efter. Vi finder dog en blandt Erasmus’ humanist-kolleger. I Tübingen underviste Johannes Reuchlin, der bliver anset som grundlæggeren af den klassiske filologi i Tyskland, blandt andet i hebraisk. Han havde samtidig en af de største samlinger af hebraisk litteratur og interesserede sig også for Kaballah, den jødiske talmystik. Vi har eksempler på, at han har rost en jødisk gæst for hans indsigt og viden, blot irriterede det ham, at den jødiske gæst var nødt til at afbryde samtalen for at nå hjem til sabbatten.

Konvertitten Pfefferkorn og processen mod Reuchlin
I 1514-16 stod Reuchlin imidlertid som anklaget i en længere proces. Slagteren Johann Pfefferkorn, der i 1504 var konverteret til kristendommen, havde i 1509 fået mandat fra kejser Maximilian 1. til at beslaglægge alle jødiske skrifter og brænde dem. Det ramte også Reuchlin, der ganske naturligt forsøgte at redde sin kostbare bogsamling. I 1514 ender sagen for den pavelige domstol i Rom, hvor Reuchlin bl.a. skal forsvare sig mod kætteri. I løbet af denne proces blev der indhentet udtalelser fra forskellige universiteter. Navnlig fra Köln kom et meget skarpt angreb mod Reuchlins ret til at beholde sine bøger.

Luthers forsvar for Reuchlin
I forbindelse med indhentningen af udtalelser, skriver Luther to breve, hvor han anklager universitetet i Köln for at have rod i eget hus. Luthers formuleringer viser tydeligt, at Luthers reformatoriske tanker er godt på vej. Luther anklager nemlig teologerne i Köln for kun at tro, at tyrkere og jøderne er kættere. Derfor ser de ikke, at det hovmod, som de selv viser frem, er et lige så stort kætteri. Formuleringerne er interessante. Luther havde på den ene side intet besvær med at udpege andre som kættere. På den anden side så han ikke nogen principiel forskel på kætteri og hovmod. Og da Luther samtidig var begyndt at se hovmod, som en synd alle begik, stod alle også under anklage for kætteri. Kætteri var dermed for Luther på dette tidspunkt først og fremmest en sag mellem den enkelte og Gud, og derfor gav det ikke mening at bekæmpe kætteri med magt.

Luthers forsvar for jøders rettigheder
Samme tankegange lå i baggrunden, da Luther i 1523 i skriftet ”At Jesus Kristus var født jøde” forsvarede jødernes ret til at eje ejendom og til at arbejde i landbrug og håndværk, og i det hele taget anbefalede en integrering af jøderne i det almindelige samfundsliv.

Senere blev Luther efter alt at domme skuffet over jødernes manglende vilje til omvendelse til kristendommen, og i de jødeskrifter, Luther skrev i slutningen af sin levetid, lagde han ikke fingrene imellem, men skrev lige så hadefuldt mod jøderne, som det meste af sin samtid.

Luthers teologi, Luthers samtid, Bo Kristian Holm