Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kærlighed og pligter – om ægteskab og køn i 1700-tallet

I 1700-tallet var vejledningsbøger et almindeligt fænomen, som i sær henvendte sig til samfundets højere lag. Disse vejledninger angav retningslinjerne for kønnenes sømmelige opførsel, og kan således give et indblik i tidens herskende kønsnormer. I denne forbindelse betonede man især kvindens pligt til lydighed og huslige opgaver, mens mandens vigtigste kald havde rod i hans myndighed og pligt til at forsørge.

22.08.2016 | Anne Friis

Billede fra ægteskabsvejledningen "Philosophiske Anmerkninger over Forlibte Daarligheder; I Anledning af et kierligt Ægteskab opsatte og ugivt til et Bryllup," af F. C. Eilschov, 1748.

I august måned blogger en gruppe studerende fra historie på reformationsbloggen. Blogindlæggene er skrevet på baggrund af deres bacheloropgaver om reformationens betydning for den danske samfundsudvikling.

Ægteskabets rolle i samfundet
De reformatoriske tanker om ægteskabet havde givet ægtestanden en helt central plads i samfundet. I en luthersk optik udgjorde ægteskabet samfundets grundsten, og det var derfor meget vigtigt, at et ægtepar kendte deres roller, og varetog de dertilhørende pligter. I 1700-tallet kunne de lutherske kønsnormer også findes i samfundet, og kom bl.a. til udtryk i en række vejledninger til kønnene. En af disse vejledninger var Mandfolkenes og Fruentimmerets Kald,” fra 1764. Vejledningen bestod af to dele, som henvendte sig til hvert køn og beskæftigede sig med de pligter, der tilfaldt dem hver især.

En hustrus lydighed
I Fruentimmerets Kald bliver kvindeidealet i høj grad defineret ud fra kvindens funktion som hustru. Hendes pligter var dermed hovedsagligt begrænset til det, der hørte til inden for hjemmets fire vægge. Her stod kvinden for husholdningen i form af madlavning, rengøring, tøjvask osv. Hendes vigtigste pligt i ægteskabet var dog ganske enkelt kærligheden.  Vejledningen definerer i denne forbindelse ’kærlighed’ som den egenskab, ”at gøre ægteskabspligterne lette”.  Det var derfor helt centralt at en kvinde kendte sin plads, og ikke modsatte sig sin mands vilje gennem ulydighed. Hendes pligt var funderet i arvesynden, og ulydighed i ægteskabet ligestilledes på denne vis med ulydighed imod Gud. 

Kærlighed i ægtesengen
En anden vigtig, kvindelig pligt var den kærlighed, som hørte sig til ægtesengen. Det ægteskabelige sexliv skulle sikre videreførelsen af slægten og virke som værn imod den syndige, ikke-ægteskabelige seksualitet. Før reformationen havde man anset sexlivet som et nødvendigt onde, men med protestantismen fremkom en mere positiv forståelse af den kropslige forening af mand og kvinde – dog kun så længe den fandt sted inden for ægteskabets rammer. Fruentimmerets Kald fremhæver i denne forbindelse hustruens seksuelle pligt med stor vigtighed, mens kvinden formanes imod utroskab. Det var således vigtigt, at en hustru ikke modsatte sig sin ægtemands vilje, hvad enten dette skyldtes, at hun var utro eller på anden vis unddrog sig det intime samliv.

Den myndige ægtemand
Hvor kvindeidealet i høj grad var baseret i hendes rolle som hustru, var mandens civilstatus uden større betydning for kønsidealet. Mandfolkenes Kald forholder sig hermed kun kort til hans rolle som ægtemand, og nævner fx intet om pligten til troskab. Vejledningen fokuserer derimod på mandens pligt til myndighed. En anden vejledning,  Fuldstændig Praktisk Catechismus fra 1784, er imidlertid specifikt henvendt til kønnene som ægtefolk. Heri skrives det, meget sigende, om ægtemanden: ”Iblandt de egne Pligter, der paaligge Manden er vel den første; at han søger at erholde og vedligholde sin anseelse i Huuset.” Manden havde således først og fremmest pligt til at virke som husstandens myndighed. Hans opgave ansås som værende en gudsgiven pligt, og det blev betragtet som en naturlig selvfølge at den faldt under mandens domæne, da det var ham, som forsørgede familien.

Familie, Køn, Anne Friis