Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Reformationsfejringen 1717. Fest under våben.

I 1717 blev reformationsfejringen brugt politisk. Fejringen skulle styrke kongens postion som regent i den fornemste lutherske stat. Fejringen blev overvåget, ikke mindst i de nyerobrede tyske besiddelser.

11.07.2016 | Carsten Bach-Nielsen

Kopi af anvisningen for den kongeligt anordnede Jubelfest i anledningen af reformationsjubilæet i 1717 i fyrstedømmerne For-Pommern og Rygen.

Siden 1517 er århundredejubilæerne for Reformationen ofte blevet ledsaget af en mere eller mindre skjult dagsorden. I juli måned sætter reformationsbloggen fokus på fejringen af jubilæerne i 1617, 1717, 1817 og 1917, samt de historier, der ligger bag.

Reformationsjubilæum med pomp og pragt

Det andet reformationsjubilæum i Danmark var den enevældige konge, Frederik IV’s initiativ – eller i hvert fald hoffets og statens. Det blev en overdådig fest, hvor det nye enevoldsregime udfoldede sig med hele den repræsentative pragt, der krævedes af en så vigtig fest. Det var den fornemste lutherske stat, der jubilerede. De største og lødigste blandt alle Europas reformationsmedaljer blev slået i København. Glæden og jubelen var stor i de gudstjenester, der var forordnet. Retorikken var krigerisk; det faldne Babel var det gennemgående tema. Nu strålede Danmark og dets konge stabilt som Nordstjernen i forhold til Syden, hvor solen blot gik op og ned. Ludvig den XIV’s Frankrig var på retur – og Rom var ganske formørket.

Den dystre baggrund

Årsagen til de martialske toner i festen var, at fejringen foregik på en dyster baggrund. Den store Nordiske Krig rasede fortsat, og den krævede fortsat sine ofre. På den ene side måtte festens bønner omfatte hærens og flådens mandskaber, på den anden side var festen bestemt til at være en bededag for freden. Der blev behændigt spillet på Frederik IV’s navn. Frederik skulle bringe freden.

Reformationsfejring som statspolitik

I 1715 var der indtrådt en vending i krigen, der ikke blot omfattede Danmark og Sverige, men også Rusland og stormagter som England og Frankrig. Frederik gjorde op med gottorperne og satte Kiels universitet og kirker under administration som følge af hertugens forræderi mod Danmark. Festen skulle her holdes efter danske forskrifter – og der skulle afrapporteres i København. Den danske flåde havde i Østersøen slået den svenske og landsat tropper, der erobrede Rygen og Stralsund i det svenske Pommern.  Nu skulle reformationsfesten også der holdes efter danske ordrer og med et indhold, der svarede til festen i kongeriget. Der udgik fra kancelliet i København tysksprogede programmer for både de kirkelige fester og for jubilæumshøjtidelighederne i den lærde verden på universiteter og højere skoler. Det lykkedes så nogenlunde de lokale pommerske myndigheder at gennemføre festen i 1717.

Danmark på tilbagetog

Det var essentielt, at den nye landsherre manifesterede sin magt inden for begge regimenter, det kirkelige og det civile. Det holdt blot ikke. Den svenske konge Karl XII faldt, ramt af en sølvknap, i 1718, hvorpå det gik ned ad bakke for den hårdtprøvede svenske hær. Ved Freden i Frederiksborg 1720 gik det territorialt set ikke Danmark så godt, fordi landet måtte afstå flere af de støttepunkter, som blandt andre Tordenskjold havde erobret i Sverige. Frankrig ønskede i modsætning til England ikke Sverige forvist fra det nordtyske område. Enden blev, at Danmark atter måtte opgive Stralsund og Rygen.

Hvad gør man, når man i fem år har været under en fremmed landsherre, og der nu kommer en ny administration? De store dynger af papir med love, forordninger og programmer er med ét ugyldige. Fra 2001 til 2008 arbejdede musikhistorikeren Beate Bugenhagen fra Universitetet i Greifswald med Stralsunds musikkultur. Hun fandt i byens Sankt Nikolaj Kirkes tårn en kiste fuld af gamle dokumenter, der var summarisk arkiveret. Her var også de mangfoldige programmer for den danske reformationsfejring i 1717. De var simpelt hen stuvet til side, for de var allerhøjst et minde om en kort periode i byens og oplandets historie. Her tilhørte fremtiden svenskerne – der slet ikke afholdt noget reformationsjubilæum i 1717 men derimod i 1693 havde fejret hundredåret for den svanske reformations konsolidering ved Uppsalamødet i 1593.

Jubilæum, Carsten Bach-Nielsen